Det er en udfordrende opgave at planlægge anlægget af en helt ny have, men min kone og jeg er absolut godt i gang med planerne for haven omkring vores nybyggede hus på en grund i en helt ny udstykning. Det betyder, at vores grund altså ligger på en bar mark, så vi har helt frie hænder med hensyn til haveanlægget.
Højbede
Da grunden er helt flad, er det i vores øjne vigtigt, at vi får skabt en form for niveauforskelle i haven, og vi er enige om, at vi vil anlægge nogle højbede, hvori vi kan dyrke krydderurter i nogle af dem, mens andre skal beplantes med prydplanter.
Selv synes vi, at det er praktisk med sådan nogle højbede, blandt andet fordi man ikke skal bukke sig så langt ned, når der skal luges eller klippes noget af krydderurterne. Men det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvordan væggene på højbedene ser ud, og det har vi haft lidt diskussion om.
Min kone slog fra en start fast, at hun i hvert fald ikke ville have almindelige fliser af beton, der er stillet på højkant, som afgrænsning af højbedene, og det er jeg helt enig i, for det synes jeg heller ikke er særligt kønt.
Sider af træ
I stedet er jeg nok mere til at opbygge højbedene af træ, som så selvfølgelig skal være nogle kraftige, trykimprægnerede planker, som man så kan give noget træbeskyttelse i den farve, man ønsker. Og den løsning var vi på et tidspunkt også blevet enige om.
Men så en dag var vi på besøg i en stor forretning – en slags blandet landhandel udenfor byen – hvor man kan købe stort set alt muligt til brug i hus og have. Vi var derude for at købe noget brænde til den brændeovn, vi har fået sat op i vores nye hus, så vi havde vores trailer spændt efter bilen.
Natursten
Udenfor butikken fik min kone så øje på en udstilling af forskellige slags natursten, der var tilhugget i mange forskellige former. Der var blandt andet nogle rektangulære sten i en mørkegrå granit, som så ganske godt ud. Og det gav os begge ideen til at opbygge højbedene med disse granitsten, for vi var enige om, at det ville se brandgodt ud.
Vi studerede priserne og fandt ud af, at den løsning ville være en hel del dyrere end at opbygge højbedene i træ, men på den anden side er det jo også sådan, at sådan nogle granitsten formentlig holder evigt, mens man med en løsning i træ skal regne med, at materialet alligevel skal udskiftes efter en årrække. Derfor var vi ikke i tvivl om, at det skal være granitstenene, vi bruger til opbygning af vores højbede.
I den samme forretning kiggede vi lidt på belægningssten til de havegange, vi havde planlagt, men vi blev nu hurtigt enige om, at det vil passe bedre til højbedene, at havegangene bliver belagt med grus i en lys, grå nuance. Da vi talte med en ekspedient om det, blev vi belært om, at den slags faktisk hedder stenmel.